Boblegruppen

Førskole er et tilbud til børnehavebørn, som skal starte i 0. klasse det kommende skoleår.

Assentoftskolens førskoletilbud kaldes Boblegruppen. Boblegruppen starter omkring 1. april, men det varierer fra år til år.

Den daglige ledelse hører under Skolefritidsordningen (SFO'en).

Boblegruppens personale er sammensat af pædagoger og medhjælpere fra børnehaverne Toftegaard, Essenbækken og Svalebo samt Assentoftskolen/SFO’en.

En tryg og glidende overgang

Førskoleområdet er det tilbud, der er på skolerne i perioden fra 1. marts/april til skolestart for at sikre en tryg og glidende overgang fra dagtilbud til skole for de kommende børnehaveklassebørn.

Herved får barnet kendskab til skolen, mens skolen også får kendskab til barnet og forældrene inden skolestart.

I maj måned har børnehaven og skolen/SFO’en en overleveringskonference, hvor der videregives relevante informationer om det enkelte barn, og der vil også være besøgsdage i skolen for de kommende børnehaveklassebørn. Her arbejder børnene sammen med deres kommende børnehaveklasseleder. Fra nogle børnehaver følger der også en pædagog med børnene i skole i disse dage.

Der tilstræbes ligeledes at sikre en glidende overgang fra børnehave til SFO/fritidshjem. Det er dog frivilligt at flytte barnet til SFO/fritidshjem inden skolestart.

Funktionsopdelt institution, pædagogiske principper og faciliteter

Boblegruppen er funktionsopdelt, og vi arbejder i åbent plan. Hos os betyder funktionsopdelt pædagogik, at vi arbejder ud fra en fælles pædagogisk platform, som tager udgangspunkt i barnets udvikling, interesser og kompetencer. Vi arbejder med at integrere børnene på tværs af de forskellige institutioner, de kommer fra, og vi sætter fokus på børnenes relationer og de sociale spilleregler.

De enkelte basisgrupper bruger hele huset. Vi er ikke gruppeopdelt i aktiviteterne, hvilket betyder, at børnene kan skabe venskaber på tværs af grupperne.

Vi finder det meget vigtigt at bevare og udvikle børnenes spontanitet. De voksne planlægger også aktiviteter, ud fra hvad de enkelte børn interesserer sig for med udgangspunkt i børnenes perspektiv og ud fra de muligheder, faciliteterne byder.

Alle rum i Boblegruppen er indrettet til forskellige aktiviteter med mobilt inventar, der tilgodeser forskellige muligheder for udfoldelse. Vi kan tilpasse vores indretning efter børnenes behov og udvikling. Rummene indeholder muligheder for spil, musik, dukkerum, konstruktionslege, kreative værksteder, hyggekroge og meget andet.

Udelivet indgår som en fast del af hverdagen. Uderummet er der, hvor de store armbevægelser kan finde sted. Vi planlægger aktiviteter ude eller går ture.

Børnene får kendskab til skolen og SFO’en, da nogle af vores aktiviteter foregår der. Vi benytter blandt andet kantinen, diverse faglokaler som f.eks. sløjd og hjemkundskab, SFO-lokalerne, gymnastiksalene samt skolens fælles bålplads.

Mål og indholdsbeskrivelse

De overordnede mål for Boblegruppen (og SFO’en) ser således ud:

  • Personlighedsudvikling og sociale kompetencer: Vi vil styrke børnenes indbyrdes relationer i hverdagen.
  • Æstetiske udtryksformer: Vi vil styrke børnenes kreative udtryksformer.
  • Sproglige udtryksformer: Vi vil styrke børnene i at sætte ord på egne følelser.
  • Kropslige udtryksformer: Vi vil styrke børnenes motorik.
  • Mødet med natur: Vi vil inddrage naturen i hverdagen.
  • Mødet med kultur: Vi vil give børnene kendskab til en anden kultur og skik i temauger.

Samarbejde med børnehaverne, børnehaveklasserne og SFO'en

Boblegruppens personale er sammensat af pædagoger og medhjælpere fra børnehaverne Toftegaard, Essenbækken og Svalebo samt Assentoftskolen/SFO. Denne kobling mellem børnehave og skole er med til at skabe en tryg overgang med pædagogisk fokus omkring det enkelte barn.

Børnehaverne kommer skiftevis på besøg i Boblegruppen inden start.

Personalet fra SFO er på besøg i de tre børnehaver for at se børnene i deres vante omgivelser.

Børn fra Boblegruppen har mulighed for besøg i børnehaveklasserne i mindre grupper.

Der foretages overleveringsmøder fra børnehaverne til Boblegruppen/skolen med informationer om de enkelte børn.

Der er prøvetime for Boblerne i børnehaveklasserne i juni.

Der er åbent hus i børnehaveklassen i midten af juni.

SFO personalet, der er tilknyttet Boblegruppen, vil følge børnene, når de starter i skole og SFO.